Jeg vil være journalist, fordi der er så meget, jeg ikke forstår

​

Da jeg var 12 år, begyndte mine veninder at abonnere på Vi Unge. Jeg havde et abonnement på Anders And. Jeg kunne bedst lide den første historie i bladet, for den var lang. Dengang lagde jeg ikke mærke til, at historien nærmest slavisk var bygget op efter samme model hver uge. Anders hyggede sig. Anders kom ud i problemer. Anders blev nødt til at få hjælp for at komme ud af problemerne igen. Anders kom (ikke altid vellykket) ud af problemerne.

 

I dag forstår jeg, hvorfor berettermodellen kan være en fremragende model for historiefortælling. Og jeg forstår vigtigheden i at føre læseren, lytteren eller seeren gennem fortællingen. Om så det er nyheden, featuren eller podcasten. Berettermodel eller ej. Der vil altid være en start og en slut. Og jeg mener, at det er en kvalitet at blive ført let og elegant igennem fortællinger, så der ikke snubles over forkert udvalgte citater eller misvisende fakta. Det er en gave, at fortælle historier, og jeg vil gerne være så fandens dygtig til det, at ingen snubler over mine fortællinger.

​

Men jeg har meget at lære.

​

Der er så mange ting, jeg ikke forstår. Og det kan være frustrerende for mig, for jeg vil gerne vide alting. Jeg er ikke ekspert. Hverken i biavl eller miljøcertificeringer. Det er der måske ikke mange, der er. Men de findes. Og jeg vil ud og finde dem, som ikke er selvudnævnte eksperter, men som er rigtige eksperter, der kan forklare mig alle de komplicerede ting, jeg ikke forstår. 

 

Som journalistpraktikant vil jeg gerne blive bedre til at fortælle historier, og jeg vil ikke være bange for at fortælle de komplicerede af slagsen. 

​

​

​

​

​